Fisken hugger hårdt og kontant to meter fra stangspidsen. Endelig, jeg kan næsten ikke tro det! Flere kilometer vand er fisket af siden morgenstunden, uden så meget som et enkelt hug. Jeg har ikke haft en god havørred i hånden i næsten et år. Allerede i det sekund fisken hugger, kan jeg se de flotte blanke skæl der blinker i solen. Euforien bliver hurtigt forvandlet til fuld koncentration, den her fisk skal på land!
Det seneste år har været det sværeste fiskeår i lang tid, altså for mit vedkommende. Ikke siden de første varme soldage i slutningen af sidste vinter, har jeg haft en god fisk i hånden. Her
oplevede jeg ellers et sandt "bonanza-fiskeri" med fisk der for alvor var vågnet fra vinterhi, og huggede på alt hvad de fik serveret.
Men foråret der kom bagefter var en skuffelse, jeg fandt ikke rigtig fiskene. Det samme galt efteråret, hvor jeg ellers plejer at finde et stabilt fiskeri. Nu er vi midt i vinteren, og heller ikke her har jeg rigtigt formået at få fiskene i tale. Nuvel, jeg har da fået lidt mindre fisk.
De fleste kystfiskere kender følelsen, når der har været for mange nulture. Selvom man nyder turene, begynder frustrationen langsomt at æde indefra. Man holder ud, men det gør altså lidt ondt.
Frustrationen kulminerede i sidste uge. Endelig havde jeg fundet hugvillige fisk. Den første undermåler blev kroget, landet og genudsat. Fem minutter efter huggede en større blank fisk, men jeg mistede den ved netkanten. På trods af den mistede fisk, var jeg sikker på jeg fik endnu en chance. Efter fem minutter mere skete det helt uventede. I et helt almindeligt kast knækkede stangen, og jeg måtte gå tomhændet hjem. Igen. Der blev ikke snakket meget i stuen denne aften.
Men nu står jeg der så igen. En blank havørred ruller rundt lige foran mig. Koncentreret holder jeg den hårdt, og kan efter en kort fight løfte nettet under den. De mange nulture giver næsten mening nu. Den er i nettet! Med ét sekund forsvinder alt frustration, og glæden tager over. Det er dét her kystfiskeriet kan. Bare 10 minutter efter kroger jeg endnu en god fisk. Det viser sig at være en nedgænger, som får chancen for at komme i god stand igen.
I en periode hvor resultaterne på kysten er fraværende, kan det betale sig at reflektere over sin tilgang til fiskeriet. Når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se at jeg muligvis har været for stædig i mine valg af agn, fiskepladser og metoder. Jeg har nok brugt de samme pladser, de samme fluer, de samme blink/woblere og fisket som jeg plejer, som jeg ellers altid har haft succes med. Men resultaterne kom ikke.
I den seneste tid har jeg brugt lidt ekstra tid ved fluestikket. Nye fluer og materialer er prøvet af. Nye farver, som jeg ellers ikke har været fan af, er kommet for enden af linen. Ikke mindst, så er indtagning og indspinning blevet varieret endnu mere end normalt, ligesom tilgangen til pladser, vindretninger og vandstand er blevet udfordret. Stille og roligt kom resultaterne.
Variation er helt sikkert en af de vigtigste ting i havørredfiskeriet, men det er også den ting der nogle gange er sværrest at få sig selv til, når fiskeriet er svært.
Det seneste år har været det sværeste fiskeår i lang tid, altså for mit vedkommende. Ikke siden de første varme soldage i slutningen af sidste vinter, har jeg haft en god fisk i hånden. Her
oplevede jeg ellers et sandt "bonanza-fiskeri" med fisk der for alvor var vågnet fra vinterhi, og huggede på alt hvad de fik serveret.
Men foråret der kom bagefter var en skuffelse, jeg fandt ikke rigtig fiskene. Det samme galt efteråret, hvor jeg ellers plejer at finde et stabilt fiskeri. Nu er vi midt i vinteren, og heller ikke her har jeg rigtigt formået at få fiskene i tale. Nuvel, jeg har da fået lidt mindre fisk.
De fleste kystfiskere kender følelsen, når der har været for mange nulture. Selvom man nyder turene, begynder frustrationen langsomt at æde indefra. Man holder ud, men det gør altså lidt ondt.
Frustrationen kulminerede i sidste uge. Endelig havde jeg fundet hugvillige fisk. Den første undermåler blev kroget, landet og genudsat. Fem minutter efter huggede en større blank fisk, men jeg mistede den ved netkanten. På trods af den mistede fisk, var jeg sikker på jeg fik endnu en chance. Efter fem minutter mere skete det helt uventede. I et helt almindeligt kast knækkede stangen, og jeg måtte gå tomhændet hjem. Igen. Der blev ikke snakket meget i stuen denne aften.
Men nu står jeg der så igen. En blank havørred ruller rundt lige foran mig. Koncentreret holder jeg den hårdt, og kan efter en kort fight løfte nettet under den. De mange nulture giver næsten mening nu. Den er i nettet! Med ét sekund forsvinder alt frustration, og glæden tager over. Det er dét her kystfiskeriet kan. Bare 10 minutter efter kroger jeg endnu en god fisk. Det viser sig at være en nedgænger, som får chancen for at komme i god stand igen.
I en periode hvor resultaterne på kysten er fraværende, kan det betale sig at reflektere over sin tilgang til fiskeriet. Når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se at jeg muligvis har været for stædig i mine valg af agn, fiskepladser og metoder. Jeg har nok brugt de samme pladser, de samme fluer, de samme blink/woblere og fisket som jeg plejer, som jeg ellers altid har haft succes med. Men resultaterne kom ikke.
I den seneste tid har jeg brugt lidt ekstra tid ved fluestikket. Nye fluer og materialer er prøvet af. Nye farver, som jeg ellers ikke har været fan af, er kommet for enden af linen. Ikke mindst, så er indtagning og indspinning blevet varieret endnu mere end normalt, ligesom tilgangen til pladser, vindretninger og vandstand er blevet udfordret. Stille og roligt kom resultaterne.
Variation er helt sikkert en af de vigtigste ting i havørredfiskeriet, men det er også den ting der nogle gange er sværrest at få sig selv til, når fiskeriet er svært.
Kommentarer
Send en kommentar